Gå til hovedindhold

Børnehuset Bøgevangen

Velkommen til Børnehuset Bøgevangen – et godt sted at være for børn og voksne. Det er vores vision at udvikle et varmt, trygt og stimulerende miljø med vægt på ro, fordybelse, leg, læring, trivsel og udvikling. Det er vores mission at gøre hverdagen til en positiv, aktiv, sjov, lærende og inspirerende oplevelse for børn og voksne.

Livsglæde ved bålet
  • Læs op

Indhold

    Børnehuset Bøgevangen er en aldersintegreret institution bestående af 39 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn. Så har vi 13 pædagoger, 5 medhjælpere, faste vikarer, 1 køkkenassistent og 1 pædagogisk leder.

    Det er vigtigt for os, at der hersker en atmosfære af varme, tryghed, omsorg og nærvær i Børnehuset. Børn, forældre og personale skal opleve, at Børnehuset er et sted, hvor man føler sig hjemme.

    Sociale fællesskaber med oplevelser og leg

    Vores oplevelse er, at Børnehusets børn er glade, tillidsfulde og aktive børn. De tror på sig selv, er gode til at lege og være hensynsfulde overfor hinanden.
    I Børnehuset indgår vi i et forpligtende fællesskab, hvor praktiske opgaver og oprydning er en naturlig del af dagen. Alle skal være værdsat og respekteret. Det er herunder vigtigt for os, at alle børn får legekammerater og etablerer venskaber, der kan følge dem videre gennem opvæksten.

    Mangfoldighed giver berigende miljø

    Børnegruppen afspejler lige som personalegruppen en mangfoldighed og dynamik, som er med til at give Børnehuset et berigende miljø. Vi gør brug af hinandens kompetencer, og komplementerer hinanden på den måde. Dette giver samværet nye dimensioner og gør, at Børnehuset er et spændende sted at være, hvor vi sammen lærer, forandrer og udvikler os.

    Børnehusets værdier er: troværdighed, respekt, engagement, omsorg, udvikling, medansvar, tillid, tolerance og fællesskab. Vores pædagogiske praksis er funderet i Dagtilbudsloven, Den styrkede pædagogiske læreplan samt Aarhus Kommunes Børn og Unge politik.

    I er altid velkomne til at ringe for yderligere oplysninger eller besøg.

    Sådan ser her ud

    Forrige Næste

    Børnehuset Bøgevangen er en aldersintegreret institution, der fysisk er delt i to bygninger – en vuggestue med 39 børn og en børnehave med 60 børn. Vi har en fælles legeplads, der er ’naturligt’ adskilt uden hegn.

    Vuggestuen består af tre stuer: Marollerne, Humlebierne og Sommerfuglene. I vuggestuen har vi også et stort fællesrum, et sove- og motorikrum samt en skøn legeplads med egen ’skov’ og mange legerum.

    Børnehaven består af tre stuer: Anemonen, Valmuen og Storbørnsgruppen. I børnehaven har vi også et stort fællesrum med en lang gang, som ofte bruges til motorikbane. Vi har et atelier, et puderum, et værksted, en dukkekrog samt en fantastisk legeplads med bålplads, egen ’skov’ og mange forskellige uderum, der inspirerer til forskellig leg.

    Læs mere om Børnehuset Bøgevangen

    I vuggestuen arbejdes der stueopdelt med mulighed for at samle børnene i mindre grupper i løbet af dagen. Her er der mulighed for aktiviteter og leg både inde og ude.

    Vi arbejder også på tværs af grupperne. Vi har en storbørnsgruppe, der fast deltager i overgangsaktiviteter med børnehavens mindste børn, og de spiser sammen i fællesrummet et par gange om ugen. Det, at begynde i børnehave er en helt ny verden for et vuggestuebarn. Derfor har vi stort fokus på overgangen mellem vuggestue og børnehave. Vi forbereder også de store vuggestuebørn på børnehavelivet ved at have en fast tur-dag og aktivitetsdag sammen med de mindste børnehavebørn.

    Sammen og hver for sig

    I børnehaven har vi valgt at funktionsopdele grupperummene, så børnene bruger samtlige rum. På den måde får børnene i højere grad mulighed for at lære hinanden at kende på tværs af stuerne og knytte venskaber.
    De 3-4-årige børn er tilknyttet henholdsvis Anemonen og Valmuen, hvor de spiser sammen og holder samling. De kommende skolebørn har deres eget grupperum det sidste år i børnehaven.

    Vi planlægger ugentligt aktiviteter, lege og ture ud af huset, som kan være for stuens børn, for årgangen eller for pigerne/drengene.

    I løbet af året har vi fælles temauger, hvor vuggestuen og børnehaven arbejder sammen om samme tema – fx udeliv, høsttema fra jord til bord, genbrug m.m.

    Vores aktiviteter i Børnehuset tager udgangspunkt i læreplanstemaerne, årstiderne, højtiderne og vores traditioner. Læs mere under ’Dit barns udvikling og trivsel’.

    En typisk dag i Børnehuset

    6.30-7.30
    Børnehuset åbner i henholdsvis vuggestuen og børnehaven, og der tages stille og roligt imod de første børn.

    7.30-9.00
    Stuerne åbnes efterhånden som børn og voksne møder ind. Der er ro til at komme i gang med dagen, og der leges i små og store grupper.
    Vuggestuen får frugt/brød omkring kl. 8.30, og der holdes samling med fagtesange.
    Børnehavebørnene får frugt omkring kl. 9.00.

    9.00-10.30
    Formiddagen vil oftest være fyldt med planlagte, voksenstyrede pædagogiske aktiviteter og ture ud af huset — i grupper eller årgangsvis. Aktiviteterne vil altid tage afsæt i læreplanstemaerne, årstiderne eller højtiderne.

    10.30-12.00
    Vi spiser frokost i mindre grupper, hvor vi har fokus på fællesskabet omkring et måltid, selvhjulpenhed og sprog.
    Børnehavebørnene holder samling i mindre grupper, inden de spiser. I samlingen har vi fokus på dialogisk læsning, hvor børnene ytrer sig, lytter til hinanden og kan vente på tur.
    Vuggestuebørnene puttes og de mindste vuggestuebørn, der sover to gange, hygger sig med rolig leg.

    12.00-13.30
    Børnehavebørnene leger på legepladsen og de mindste børnehavebørn, der endnu ikke har sluppet luren, sover på madrasser på en af stuerne.

    13.30 – 16.00
    Vuggestuerne spiser eftermiddagsmad på stuerne, i takt med at de står op efter deres lur.
    Børnehavebørnene spiser eftermiddagsmad i ’cafeen’, hvor vi forsøger at skabe en rolig og hyggelig stund.
    Efter eftermiddagsmaden leger vi ude eller inde.

    16.15-17.00 (OBS vi lukker kl. 16.30 mandage og fredage)
    Børnene i henholdsvis vuggestuen eller børnehaven samles i fællesrummene eller på legepladsen. Vi leger rolige lege, læser en bog m.m.

    I Børnehuset serverer vi formiddagsfrugt, et frokostmåltid og eftermiddagsbrød med frugt. Hvert barn medbringer frugt/grønt til vores fælles frugtkurv. Vi serverer en sund, varieret og ernæringsrigtig kost, hvor størstedelen af råvarerne er økologiske – ca. 90% er økologisk.  Derudover følger vi Aarhus Kommunes overordnede kostpolitik.

    Kosten bliver fremstillet i Børnehusets køkken af vores køkkenassistent Lene.

    Vi lægger vægt på, at børnene får indarbejdet nogle gode kost- og spisevaner, og at børnene deltager i nogle af de praktiske ting omkring måltidet. De hjælper på skift med borddækning, hente rullebord, tælle bestik og dække op på stuen.

    Vi prøver at gøre måltidet til en rolig og hyggelig stund, hvor børnene lærer alsidige spisevaner. Vi opfordrer og motiverer dem til at smage på maden. Børnene lærer at sende maden rundt, øse op og være opmærksomme på hinanden. De øver sig i at spise med kniv og gaffel, og selv at smøre rugbrødet til frokost.

    Vi stemmer om det

    Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

    Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

    Børnehusets pædagogik

    Her er et varmt og imødekommende miljø, hvor et nærværende og anerkendende personale giver børnene omsorg og en aktiv, inspirerende hverdag.

    Vi går ind for en pædagogik, der styrker børnenes selvstændighed, hvor legen og fællesskabet er vigtige kernepunkter. Det er vigtigt for os at være nysgerrige på, hvad børnene er optaget af lige nu og her. Derfor understøtter vi dem gerne i at gå mere i dybden af det, der optager dem – fx ved at indhente mere viden om et emne, tale sammen eller føre en konkret idé ud i livet.
    Det er vigtigt for alle, at der i Børnehuset hersker en atmosfære af tryghed og tillid. Børn, forældre og personale skal opleve, at Børnehuset er et sted, hvor man føler sig hjemme, og hvor man er værdsat og respekteret. Børnehuset er et sted, hvor man i fællesskab kan have nogle glade og sjove dage fyldt med gode oplevelser.

    Fællesskaber på kryds og tværs

    I Børnehuset er der mulighed for, at det enkelte barn kan udvikle sig i sociale fællesskaber. Børnene mødes i fælles aktiviteter og leg på tværs af alder, køn, kompetencer og andre forudsætninger. Vi lægger vægt på, at børnene får legekammerater og etablerer venskaber, som kan følge dem videre gennem opvæksten.

    Vi oplever, at børnene i Børnehuset er glade, tillidsfulde og aktive børn. De tror på sig selv, de er gode til at lege, de har få konflikter i det daglige, og de er hensynsfulde overfor hinanden. Børnene er nysgerrige og vil gerne inddrages i de daglige gøremål i Børnehuset. Vi forsøger at skabe inspirerende læringsmiljøer både ude og inde.

    Læring

    Læring skal forstås bredt og sker fx gennem leg, relationer, planlagte og spontane aktiviteter. Det pædagogiske læringsmiljø handler om at fremme børns kropslige, følelsesmæssige, sociale og kognitive udvikling og forståelse

    Det er vigtigt for alle børn - specielt for børn med særlige behov - at de færdes i et stimulerende miljø med voksne, der er i stand til at tilrettelægge og målrette aktiviteter og samvær, der udfordrer og understøtter barnets udvikling.

    Når børn skal lære, skal de integrere så mange sanser som muligt. Jo ældre børnene er, jo flere ord kan de forholde sig til, og jo flere ord kan vi bruge til at understøtte deres læring. Med mindre børn er det i højere grad handling, der skal til, for at vi hjælper barnet med at lære.

    Vi ser det som en meget vigtig opgave for os at understøtte børnenes læring med respekt for deres nærmeste udviklingszone - det vil sige, at vi skal kunne vurdere, hvad barnet er klar til at lære, så vi stimulerer optimalt.

    Børn lærer og udvikler sig forskelligt, og det er op til pædagogerne at kortlægge og finde nøglen til hvert barns måde at lære og udvikle sig på.

    Gennem legen udvikler barnet alle sider af sig selv og får masser af erfaringer. Derfor planlægger vi voksne dagen, så der er god tid til at lege, og at legen får et forløb med så få afbrydelser som muligt.

    Det pædagogiske arbejde med de 0-2-årige

    Det pædagogiske arbejde med de 3-4-årige

    Det pædagogiske arbejde med de 5-6-årige

    Traditioner i Børnehuset Bøgevangen

    Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under Fælles i dagtilbuddet.

    Dit barns udvikling og trivsel

    Personalet i Børnehuset er kendetegnet ved en høj pædagogisk faglighed baseret på mange års erfaring med og viden om aldersgruppen 0-6 år. Vi har en nysgerrighed på hele tiden at holde os ajour på ny viden og trends i den pædagogiske verden.

    Alle pædagoger i Børnehuset har deltaget i Specialpædagogisk Grundkursus, hvilket gør, at vi har et fælles fundament. Vi formår på bedste vis at inkludere og arbejde målrettet med de børn, der måtte have særlige udfordringer.

    Vi har en sprogvejleder i Børnehuset, hvilket er en pædagog, der har taget en diplomuddannelse som sprogvejleder. Vores sprogvejleder vejleder de øvrige pædagoger i Børnehuset. Sprogvejlederen har øje på vores sproglige læringsmiljø og holder sig opdateret i forhold til ny viden indenfor det sproglige felt på 0-6 års området.

    Vi har to pædagoger - en i hver afdeling - der har taget en efteruddannelse som Krop- og Bevægelsesvejleder. De har begge et særligt øje for at vejlede de øvrige medarbejdere i forhold til enkelte børn med motoriske udfordringer samt planlægge aktiviteter og lege med motorikken i fokus.

    Derudover har vi et ’fagligt fyrtårn’ i hver afdeling. De faglige fyrtårnes opgave er sammen med den pædagogiske leder at sikre, at vi hele tiden udvikler vores pædagogiske praksis via faglige refleksioner baseret på data. De faglige fyrtårnes rolle er udsprunget på baggrund af Aarhus Kommunes fokus på ”Stærkere læringsfællesskaber”, og de er begge en del af et uddannelsesforløb for alle daginstitutioner og skoler i Aarhus Kommune.

    ”Stærkere læringsfællesskaber” og arbejdet med ”Den styrkede pædagogiske læreplan” komplementerer hinanden. De er med til hele tiden at udvikle vores pædagogiske praksis med de pædagogiske læringsmiljøer som omdrejningspunkt for alle børns udvikling, trivsel og dannelse i Børnehuset Bøgevangen.

    Åbenhed er grundstenen i vores samarbejde med jer forældre i Børnehuset. Det er vigtigt, at vi har en åben og ærlig dialog, som er baseret på gensidig respekt overfor hinanden. Det er specielt vigtigt for jeres barn, da en god og positiv kontakt mellem os og jer er med til at binde de to forskellige verdener sammen, som jeres barn bevæger sig i. Hjemme hos jer er barnet i centrum, og i Børnehuset indgår barnet i et større fællesskab med andre børn og voksne.
    Den daglige kontakt mellem os voksne finder oftest sted i forbindelse med, at I afleverer og henter jeres barn. Der er også altid mulighed for at aftale en tid for en samtale, hvis der er behov for dette.

    I den tid jeres barn er i Børnehuset Bøgevangen, vil I blive tilbudt samtaler om jeres barns trivsel og udvikling:

    • En opstartssamtale, når barnet starter i vuggestuen
    • En status-udviklingssamtale, når barnet er på vej i børnehave
    • En intro samtale ved start i børnehaven
    • En samtale, når barnet fylder 4 år
    • En status-udviklingssamtale ca. ½ år inden skolestart.

    Status-udviklingssamtalerne er gældende for alle daginstitutioner i Aarhus Kommune. Forældre og personale forbereder sig hver for sig inden samtalen via et digitalt dialoghjul. En status-udviklingssamtale er en dialog mellem jer forældre og os om barnets trivsel, læring og udvikling i et fremadrettet perspektiv. Samtalen tager udgangspunkt i de 6 læreplanstemaer.

    Få indflydelse på hverdagen

    Forældrerådet

    Repræsentanter til forældrerådet i Børnehuset vælges på det årlige forældremøde i september. Forældrerådet består af 5 forældrerepræsentanter, 2 forældresuppleanter, 1 personalerepræsentant fra vuggestuen og 1 personalerepræsentant fra børnehaven samt den pædagogiske leder. 
    Der afholdes 4-5 møder årligt, hvor der er mulighed for at udveksle meninger, erfaringer og visioner i forhold til Børnehuset.
    Forældrerådet har gennem flere år arbejdet med at fremme fællesskabet mellem børn og forældre i Børnehuset i form af diverse arrangementer – fx julefest og sommerfest, hvilket er med til at skabe nye relationer og venskaber familierne imellem.

    I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.

    Se, hvad vores bestyrelse i dagtilbuddet arbejder med under Fælles i dagtilbuddet.

    Samarbejde med forældre

     

    Evaluering af arbejdet med den pædagogiske læreplan i Børnehuset 2022

    DEL 1: ARBEJDET MED DEN PÆDAGOGISKE LÆREPLAN

    Sådan har vi organiseret vores evalueringskultur:

    Vi har valgt en fælles evalueringsmodel for dagtilbuddet. EVALUERINGEN skal tage udgangspunkt i de pædagogiske mål. Herunder en vurdering af sammenhængen mellem det pæda­gogiske læringsmiljø i afdelingerne og børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Den konkrete evaluering skal foregå på GRUPPENIVEAU, så alle medarbejdere løbende forholder sig refleksivt til, hvordan de pædagogi­ske læringsmiljøer understøtter netop deres børnegruppes trivsel, læring, udvikling og dannelse.

    Alle grupper skal 4 gange vælge et mål for børnene, som sættes ind i progressionsmodellen. Målet skal:

    • tage afsæt i hvad børnene på den enkelte gruppe har brug for
    • sætte fokus på et læringsmiljø; en hverdagspraksis, et projekt, en indsats, der kalder på ny viden eller forbedring.
    • Herefter skal evalueringerne opsamles og systematiseres, så læring omsættes til justering/ændring af læringsmiljøer og praksis. Indsigter og ny læring deles på AFDELINGSNUVEAU.
    • Sideløbende skal der ske læring på DAGTILBUDSNIVEAU, her skal lederteamet være lærende sammen om udviklingen af en løbende EVALUERINGSKULTUR. 4 gange om året er evaluering på dagsordenen i lederteamet, hvor der skal foregå sparring og videndeling i mindre grupper — hvad bøvler vi med i afdelingerne — hvad lykkes — hvilken effekt opnås?

    Sådan har vi inddraget dagtilbudsbestyrelsen i arbejdet med den pædagogiske læreplan:

    Dagtilbudsbestyrelsen har arbejdet med overgange. Der har været nedsat undergrupper — en omkring overgangsarbejde fra dagpleje/vuggestue til børnehave og to (en i Solbjerg og en i Mårslet) omkring overgangsarbejde fra dagtilbud til skole. Der har deltaget forældrerepræsentanter fra bestyrelse og forældreråd, ledere og medarbejdere i grupperne.

    • Overgangsarbejde fra dagpleje/vuggestue til børnehave – her er der arbejdet med, hvordan overgangsarbejdet kan kvalificeres, særligt med fokus på kommunikation og forventningsafstemning mellem medarbejdere og forældre. Det udmøntede sig i udarbejdelse af en plakat: ’Ta’ initiativ til den gode dialog’.
    • Overgangsarbejde fra dagtilbud til skole – her har der været dialog om årshjul og samarbejdet med skolerne. Særligt under Coronarestriktioner bidrog gruppernes arbejde til at kvalificere reviderede planer.

    Der er delt erfaringer fra overgangsarbejdet i de to byer, som har ført til revidering af årshjul og indholdet i aktiviteter heri.

    DEL 2: EVALUERING OG DOKUMENTATION AF ELEMENTER I DET PÆDAGOGISKE LÆRINGSMILJØ

    EVALUERING 1:

    Vores formål med evalueringen, som vi gennemførte – herunder hvad vi satte fokus på af område fra vores pædagogiske læringsmiljø:

    Vi har haft fokus på læringsmiljøet i overgangen mellem vuggestuen og børnehaven, da overgangen ikke har været optimal de sidste par år grundet COVID.
    Vi har en fast ugedag, hvor de ældste vuggestuebørn kommer på besøg i børnehaven og er sammen med de yngste børnehavebørn og de voksne, der er primære på årgangen. Tidligere har børnehaven stået for planlægningen af aktiviteterne. Pædagogerne oplevede, at nogle af vuggestuebørnene blev udfordret på de krav en voksenstyret aktivitet giver, og vi reflekterede fælles over, hvad der er på spil for vuggestuebørnene, og hvad det var de kaldte på i forhold til overgangen til børnehavelivet. 

    Data, som vi har indsamlet i arbejdet med den gennemførte evaluering:

    Vi har valgt at samle data på, om vuggestuebørnene var deltagende i den fælles opstart ved hjælp af en afkrydsningsskema over en 3-ugers periode.
    Derudover valgte vi at samle data på opstarten i børnehaven for de enkelte børn. Kendte børnene stuens navn, navnene på de voksne i gruppen samt navnene på de øvrige børn i gruppen?
    Vi valgte denne dataindsamling, da formålet for vores overgangsaktivitet er, at trygge børn trives bedre samt at gøre vuggestuebørnene trygge ved børnehavestart og have fokus på genkendelighed og relationerne børnene imellem.

    Dette lærte vi om sammenhængen mellem vores pædagogiske læringsmiljø og børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse:

    Vores data viste, at børnene inden børnehavestart blev trygge ved de fysiske rammer i børnehaven samt de voksne. Den fælles opstart - sange, navnesange - har gjort at de nye børnehavebørn kender de andre børn i gruppen ved navn.
    Vi blev klogere på, at den fri leg og det "at være" i børnehaven uden voksenstyrede aktiviteter gjorde noget for relationerne børnene imellem. Det blev nemmere at tage hånd om det enkelte barn og børnenes individuelle behov ud fra NUZO.

    Disse ændringer og/eller justeringer af praksis gav evalueringen anledning til:

    Evalueringen har vist, at vi er på rette spor i forhold til at ændre vores pædagogiske læringsmiljø omkring overgangen mellem vuggestue og børnehave. Vuggestuebørnene er fortrolige med de fysiske rammer og har kendskab til/trygge ved de "nye" voksne og de øvrige børn på overgangen.
    Vi vil fortsat lyse på vores faste overgangsaktivitet, så vi hele tiden kan justere læringsmiljøet i forhold til den aktuelle børnegruppe, børnenes udbytte og det børnegruppen kalder på.
    Vuggestuebørnene følges af deres "gamle voksne" til de nye voksne for at sikre tryghed samt at lære den nye voksne at kende.

    Sådan har vi brugt vores indsigter i de udvalgte evalueringer i andre sammenhænge:

    Vi har arbejdet med dette læringsmiljø siden medio april 2022 og har endnu ikke fået brugt vores foreløbige evaluering i andre sammenhænge. Vi er dog blevet klogere på, at vi fremadrettet får stillet skarpt på at få opstillet et konkret mål, og hvilke data vi vil indsamle.

    Sådan har vi — eller vil vi — på baggrund af denne evaluering ændre og/eller justere vores skriftlige pædagogiske læreplan:

    Vi har fortsat et fokus på vores læringsmiljø omkring overgangen mellem vuggestue og børnehave.

    EVALUERING 2:

    Vores formål med evalueringen, som vi gennemførte – herunder hvad vi satte fokus på af område fra vores pædagogiske læringsmiljø:

    I den ene gruppe af 3-4 årige i børnehaven, havde vi en oplevelse af, at mange af børnene ikke deltog i samlingen. Vi var pt. 14 børn og 2 voksne, der holdt samling sammen. Aldersmæssigt var de fra 3 år til 4,5 år. Vi oplevede, at for nogle af børnene var det for svært, det vi læste. Nogle børn nåede ikke at svare/sige noget i samlingen, før end andre havde taget ordet. De tosprogede børn skulle have mere tid til at svare end nogle af de andre. Andre børn syntes, at det vi læste var kedeligt. Vi blev nysgerrige på, hvordan vi kan tilrettelægge en samling, der understøtter alle børnenes udbytte og læring. Efter første dataindsamling valgte vi at dele børnegruppen i to ud fra hvor vi troede, at børnene ville komplementere hinanden bedst.

    Data, som vi har indsamlet i arbejdet med den gennemførte evaluering:

    Vi har indsamlet data i et skema på alle børn over en uge (uge 20) for at se om vores oplevelser af, at mange af børnene ikke deltog i samlingen, faktisk også var en realitet. Vi kunne se på vores data, at der er for mange børn, der falder fra i samlingen, og at der er mange af børnene, som kan/vil svare, hvis de spørges direkte og når de øvrige børn ikke må svare.
    Efter at have ændret læringsmiljøet omkring samlingen, valgte vi at samle data ind på to af børnene i hver gruppe, for at se om det nye tiltag har gjort en forskel. De 4 børn er valgt ud fra, at de ikke deltog i samlingen i den store gruppe. Dataindsamlingen vil foregå i uge 22.
    Viser data efterfølgende at vores tiltag har virket — i forhold til at optimere læringsmiljøet omkring samlingen — vil grupperne fortsætte indtil sommerferien. Viser data ingen forskel, skal vi justere indsatsen.

    Dette lærte vi om sammenhængen mellem vores pædagogiske læringsmiljø og børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse:

    Vi blev bekræftet i vores hypotese om, at mange af børnene ikke deltog aktivt i samlingen. Efter første dataindsamling ændrede vi læringsmiljøet omkring samlingen og delte børnene i to mindre grupper. Grupperne blev sammensat efter hvilke børn, der komplementerer hinanden bedst. Da læringsmiljøet omkring samlingen i de to små grupper blev ændret, viste de nye data, at børnene deltog mere aktivt i samlingerne. Vi oplevede — at de mindre grupper, trygheden for det enkelte barn og indholdet i samlingen, der blev mere målrettet børnenes udviklingsalder — havde en positiv effekt på børnenes deltagelse i samlingen. De blev mere aktivt deltagende og kunne holde opmærksomheden i længere tid.
    Vi er blevet opmærksomme på vigtigheden af hele tiden at ændre læringsmiljøet omkring samlingen, hvis børnene kalder på noget andet, nye børn med mere.

    Disse ændringer og/eller justeringer af praksis gav evalueringen anledning til:

    Vi justerede den pædagogiske praksis i forhold til, hvordan vi strukturerer og planlægger vores samlinger med børnegruppen. Vi er fortsat med at holde samling i mindre grupper og justerer grupperne efter den aktuelle børnegruppe.

    Sådan har vi brugt vores indsigter i de udvalgte evalueringer i andre sammenhænge:

    Vi har arbejdet med dette læringsmiljø siden medio april 2022 og har endnu ikke fået brugt vores foreløbige evaluering i andre sammenhænge.
    Vi er dog blevet klogere på, at vi fremadrettet får stillet skarpt på at få opstillet et konkret mål, og hvilke data vi vil indsamle.
    Vi forsøger hele tiden at have øje for, hvad vores aktuelle børnegruppe kalder på. Grundet vores struktur i børnehaven, ændres børnegrupperne efter sommerferien, da de kommende skolebørn er i en gruppe for sig fra august. Vi er mere opmærksomme på, at grupperne ikke kun laves efter faktisk alder, men efter det enkelte barns udviklingsalder.

    Sådan har vi — eller vil vi — på baggrund af denne evaluering ændre og/eller justere vores skriftlige pædagogiske læreplan:

    De nye tiltag i overgangen bliver en fast del af vores pædagogiske læreplan.
    Samlingsgrupperne bliver justeret hver 1-2 måned, og når børnegruppen ændrer sig.

    DEL 3: NÆSTE SKRIDT

    Med udgangspunkt i den aktuelle børnegruppe vil vi fremadrettet sætte mere fokus på disse områder af vores pædagogiske læringsmiljø:
    Vi vil fortsat have et stort fokus på vores overgangsarbejde mellem vuggestue og børnehave, da dette har trængt til en "genstart" efter COVID. Vi har genbesøgt vores aftaler for overgangsarbejdet og lavet justeringer i vores læringsmiljø, så fokus på besøget i børnehaven bliver på børnenes præmisser og ikke på de vokseninitierede aktiviteter. Vi har arbejdet med strukturen omkring besøget, så der startes med en fælles sang, så starten markeres samt er genkendelig, forudsigelig og tryg for børnene.
    Samlingerne i både vuggestue og børnehave vil vi fortsat lyse på, da strukturen og organisering af samlingen er konstant foranderlig, da børnegrupperne over et år ændres i antal børn pr. gruppe samt gruppesammensætningen.
    Vi vil derudover have fokus på børnefællesskaberne på tværs, da vi har været funktionsopdelt i børnehaven inden COVID, stueopdelt under COVID og nu er ved at finde den struktur, der understøtter "Det gode børnehaveliv i Børnehuset" bedst muligt.
    I vuggestuen er der også fokus på børnefællesskaberne i forhold til at lave flere aktiviteter på tværs, så børnene får mere øje for hinanden.

    Sådan vil vi justere organiseringen af vores evalueringskultur:

    Vi arbejder i hele dagtilbuddet med at få styrket vores evalueringskultur.
    Vi har gennem de sidste par år brugt KOLB's læringscirkel i forhold til at sikre dataindsamling og refleksion over indsamlede data, så vores handlinger i praksis ikke baseres på 'synsninger'. Vi har øvet os - og gør det fortsat - i forhold til at opstille konkrete mål for læringsmiljøerne i grupperne, på tværs i fx overgangsarbejdet eller for enkelte børn.
    Vi har faste gruppemøder med fast dagsorden, så vi sikre os, at der bliver sat mål for læringsmiljøerne i grupperne. Vi arbejder efter en progressionsmodel.

     

    Børnehuset Bøgevangen

    Bøgevangen 99 og 101, 8355 Solbjerg

    Telefon: 41 87 67 71

    Pædagogisk leder

    Lotte Täck

    Børnehuset Bøgevangen

    Telefon: 40 25 15 35

    E-mail: lota@aarhus.dk

    Stuetelefoner til Børnehuset Bøgevangen

    Børnehave

    Anemonen: 61 92 34 39
    Valmuen: 40 25 16 23
    Storebørnsgruppe: 41 85 91 34

     

    Vuggestuen

    Marollerne: 41 85 59 86
    Humelbierne: 41 85 59 85
    Sommerfuglene: 41 85 59 79

    Sidst opdateret: 10. april 2024