Gå til hovedindhold

Nymarken

I Nymarken møder vi det enkelte barn med respekt og hjertevarme – alle børn skal ses, høres og modtages som det barn, det er. Vi vil, at børnene har de bedste muligheder for at trives og udvikles gennem fagligt stærke medarbejdere i huset, sparringspartnere i dagtilbuddet og gennem samarbejdet med jer forældre.

I Nymarken er der plads til alle
  • Læs op

Indhold

    Nymarken er en aldersintegreret institution med børn fra 0-6 år. Vuggestuen er normeret til 15 børn, og børnehaven er normeret til 37 børn.

    Fokus på fællesskabet

    I Nymarken har vi et fællesskab, hvor der skal være plads til alle – både fysisk og mentalt. Her i huset er vi stueopdelt, og det giver børnene en tryg base, fx når vi har samling eller spiser frokost. Det meste af dagen har børnene mulighed for at gå i fællesrummet eller over på de andre stuer, hvor de møder vennerne eller skaber nye relationer.
    Legen er central i vores daglige pædagogiske arbejde og i børnenes udvikling. Det er gennem legen, at barnets sociale og personlige kompetencer udvikles og styrkes. Her opbygges respekten for andre mennesker og forståelse for, at vi alle er forskellige, men har brug for hinanden som sociale væsener.

    Forældresamarbejdet som vigtig grundsten

    ”Trygge forældre giver robuste børn”. Med dette mener vi, at et trygt og tillidsfuldt samarbejde giver de bedste forudsætninger for barnets udvikling. Den gode dialog med jer forældre er en vigtig grundsten i vores daglige, pædagogiske arbejde. I ligger inde med brugbar viden om jeres barn, og gennem tillid, respekt og dialog kan vi i fællesskab arbejde mod fælles mål og gøre det bedste for jeres barns udvikling og trivsel.

    Det gode forældresamarbejde sker også gennem forældrerådet. Her er målet også at skabe de bedste rammer for vores børn. Forældrerådet ser det fx som deres opgave at skabe gode relationer forældrene imellem. Derfor arrangerer de aktiviteter i løbet af året, hvor forældrene kan mødes – nogle gange med os medarbejdere og andre gange uden.

    For at komme hele vejen rundt om dit barns udvikling, trivsel og læring arbejder vi ud fra de 6 læreplanstemaer. Vi vægter desuden, at personalet udvikler sig i at være eksperter på forskellige områder for at kunne støtte og udvikle jeres børn bedst muligt.

    Læs mere om læreplanstemaer her

    I er altid velkomne til at ringe for yderligere oplysninger eller besøg.

     

    Sådan ser her ud

    Forrige Næste

    Nymarken består af vuggestuegruppen, Rød, og børnehavegruppen, der er fordelt på to grupper, Blå og Grøn.

    Vi arbejder med aldersopdelte aktivitetsgrupper, hvor hver gruppe har en fast aktivitetsdag i ugen. I hver gruppe tager vi udgangspunkt i børnenes aktuelle behov og muligheder.  
    Storbørnsgruppen (skolebørn) hedder Storke, mellemgruppen (4-5 -årige) hedder Frøer og mindstegruppen (3-4 år) hedder Guldsmede.

    Vi er et hus med godt fællesskab og vægter gode relationer på tværs af huset højt både blandt børn og voksne. Udover fællesrummet er vores store dejlige legeplads med til at binde huset sammen. Her er der rig mulighed for udfoldelse, og legepladsen stimulerer til barnets leg individuelt og socialt. Vi

    • cykler
    • gynger
    • klatrer i klatrestativ
    • spiller bold
    • undersøger små dyr i naturen
    • laver mudderkager

    Læs mere om Nymarken

    V læser om ting fra vores hverdag

    Vuggestuen:
    I vuggestuen leger, synger, og øver vi os, og vi har fokus på barnets basale behov. Barnet får tid og støtte til at prøve selv.
    Aktiviteterne i vuggestuen kan for eksempel være sang, musik, maling, dialogisk læsning og ture i nærmiljøet, hvor kroppen bruges.

    Børnehaven:
    I børnehaven er børnene nået den alder, hvor de er gode til at lege med hinanden. Legen anser vi for det vigtigste pædagogiske redskab i vores pædagogiske praksis. Vi holder dog også af at lave aktiviteter såsom klippe-klistre-projekter, ”sjov med kroppen” eller anden form for kreativ aktivitet.   

    Storbørnsgruppen:
    Vi laver aktiviteter i denne gruppe en gang i ugen det første halve år. Det sidste halve år inden skolestart er gruppen samlet to gange i ugen. Her øver børnene sig blandt andet i de sociale spilleregler, klippe, tegne og meget andet.

    Vores dagsrytme

    06:30 – 07:30
    Nymarken åbnes. Vi er sammen i fællesrummet, hvor det pædagogiske personale stiller små læringsmiljøer op som at tegne, køre med biler osv.

    07:30 – 09:00
    Stuerne åbnes. Vi leger på stuerne.

    09:00 – 09:30
    Vi samles på stuerne, hvor vi spiser frugt/brød. Under samlingen synger vi, laver remser eller fortæller historier. Slutteligt taler vi om, hvad der skal ske i løbet af formiddagen.

    09:30 – 10:45
    Formiddagsaktiviteter inde eller ude.

    10:45 – 11:30
    Vi spiser frokost fra Monas.

    11:30 – 12.00
    Vuggestuen putter børn til middagslur.
    Børnehaven gør klar til at komme på legepladsen.

    11:45 – 14:00
    Vuggestuebørnene sover middagslur.
    Børnehavebørnene er på legepladsen.
    Personalet afvikler pause på skift (12:30 – 13:30).

    14:00 – 14:30
    Vuggestuen og børnehaven spiser madpakker.

    14:30 – 16:00

    Børnenes leg fortsætter inde og ude.

    16:00 – 17:00
    De sidste børn og voksne samles i fællesrummet eller på legepladsen.

    NB! Om mandagen og fredagen lukker vi kl. 16:30

    Frokostmåltidet er et samlende, hyggeligt og lærende tidspunkt på dagen. Vi spiser et pædagogisk måltid med børnene, hvor vi voksne er rollemodeller for, hvad god måltidskultur indebærer. Vi taler fx om maden og øver os i madmod.

    Vi har frokostordning i Nymarken. Frokosten leveres hver dag af firmaet MONAS. Vores frokost består af et pålægsfad anrettet til hver enkelt spisegruppe indeholdende 4 slags pålæg og fire slags gnavegrønt/ frugt, skiveskåret rugbrød samt smørelse. Der er oftest også en lun ret.

    Vi stemmer om det

    Det er dig som forælder, der er med til at bestemme, om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

    Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

    Madplanen fra MONAS kan tilgås hver uge

     

    I Nymarken arbejder vi ud fra et anerkendende børnesyn. Vi har et stort hjerte for vores børn og kerneopgaven, heri at vores børn trives og dannes samt får den omsorg, de har brug for. Omsorgen er afgørende for, at barnet udvikler sig følelsesmæssigt og danner gode relationer til andre mennesker.
    Vi skal sikre, at barnet oplever at blive mødt med anerkendelse og forståelse for egne og andres følelser. Det vil skabe basis for tryghed og tillid til verden for barnet.


    Vi arbejder bevidst med, at alle børn oplever en forudsigelig hverdag, hvor der tages hensyn til de behov, børnene udtrykker – både i forhold til det enkelte barn, men også i forhold til de fællesskaber barnet er en del af.

    Vi ønsker desuden, at vores børn udvikler sig til selvstændige glade individer med et godt selvværd og en god portion robusthed - kort sagt - til børn der magter, at der stilles krav til dem på deres udviklingstrin.

    Dit barns udvikling og trivsel

     

    Et godt, respektfuldt forældresamarbejde har stor betydning for os. Samarbejdet mellem jer forældre og personalet er medvirkende til at bygge bro mellem hjem og institution og er derfor til gavn for barnet.  Nymarken og hjem er to forskellige arenaer som kræver noget forskelligt af børnene, da de hjemme er i centrum og i Nymarken er en del af et større fællesskab. 

    Det er vigtigt, at vi og I som forældre er opmærksomme på, at barnets trivsel er et samspil mellem disse to arenaer, og derfor er et tæt samarbejde afgørende.

    I det daglige er I velkomne til at komme hen og få en kort snak om barnets dag i institutionen. I er også meget velkomne til at fortælle, hvis der er sket noget, der kan have betydning for barnets dag i institutionen.

    I løbet af jeres barns tid i Nymarken bliver I tilbudt 6 planlagte samtaler om barnets trivsel og udvikling:

    • En opstartssamtale, når jeres barn starter i vuggestue
    • 3-måneders samtale i vuggestue
    • En status-udviklingssamtale, når barnet er på vej i børnehave
    • Opstartssamtale ved start i børnehave
    • En samtale, når barnet fylder 4 år
    • En status-udviklingssamtale ca. ½ år inden skolestart.

    Hvis I eller vi finder det nødvendigt, er det altid muligt at finde tid til flere samtaler om jeres barns trivsel og udvikling.

    Få indflydelse på hverdagen

    Forældrerådets formål er at sikre forældrenes indflydelse for Nymarkens daglige virke. De er desuden sparringspartner for dagtilbudsbestyrelsen i Solbjerg-Mårslet Dagtilbud.

    Forældrerådet indgår i et samarbejde med Nymarkens personale om emner fra dagligdagen og i forbindelse med møder og arrangementer. Forældrerådet har også altid en repræsentant med til fastansættelse af personale. Desuden hjælper de også gerne med mere praktisk betonede opgaver i forbindelse med planlægning af arrangementer i Nymarken.

    Samarbejde med forældre

     

    Evaluering af arbejdet med den pædagogiske læreplan i Børnehuset Nymarken 2022

    DEL 1: ARBEJDET MED DEN PÆDAGOGISKE LÆREPLAN

    Over de sidste 2 år har vi haft særligt fokus på disse dele af vores pædagogiske læringsmiljø:

    I Børnehuset Nymarken har vi haft særligt fokus på arbejdet med de pædagogiske læringsmiljøer i forhold til den professionelle voksnes faglige relationskompetence i et stærkere læringsfællesskab.
    Vi har arbejdet ud fra de fem kendetegn ved professionel relationskompetence. Altså det vi helt konkret gør, når vi arbejder relationskompetent:

    •  Den voksne understøtter børnenes 3 psykologiske behov for at opleve kompetence, autonomi og samhørighed.
    • Den voksne understøtter omsorgsetiske handlinger, når denne gennem omsorg og respekt styrker børnenes etiske ideal efter at møde omverdenen og sig selv omsorgsfuldt.
    • Den voksne signalerer non-verbalt og verbalt at denne har børnene på sinde.


    Vi har også haft fokus på dette som arbejde og udvikling af den professionelle voksnes
    "selvagens". Hvilket betyder evnen til at bruge sig selv og sine personlige kompetencer som arbejdsredskab og til at føle og tænke klart i samspillet med andre mennesker.

    Det er med dette fokus, vi har arbejdet på udvikling af et trygt og stimulerende læringsmiljø for børnene. Vores pædagogiske grundforståelse er, at det er den professionelle voksnes ansvar at skabe de bedst mulige betingelser for børnenes trivsel, læring, udvikle og dannelse i læringsmiljøet.

    Altså "hvad skal vi voksne lære for at børnene kan lære det".

    Sådan har vi organiseret vores evalueringskultur:

    Vi har valgt en fælles evalueringsmodel for dagtilbuddet. EVALUERINGEN skal tage udgangspunkt i de pædagogiske mål. Herunder en vurdering af sammenhængen mellem det pæda­gogiske læringsmiljø i afdelingerne og børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Den konkrete evaluering skal foregå på GRUPPENIVEAU, så alle medarbejdere løbende forholder sig refleksivt til, hvordan de pædagogi­ske læringsmiljøer understøtter netop deres børnegruppes trivsel, læring, udvikling og dannelse.

    Alle grupper skal 4 gange vælge et mål for børnene, som sættes ind i progressionsmodellen. Målet skal:

    • tage afsæt i hvad børnene på den enkelte gruppe har brug for
    • sætte fokus på et læringsmiljø; en hverdagspraksis, et projekt, en indsats, der kalder på ny viden eller forbedring.
    • Herefter skal evalueringerne opsamles og systematiseres, så læring omsættes til justering/ændring af læringsmiljøer og praksis. Indsigter og ny læring deles på AFDELINGSNUVEAU.
    • Sideløbende skal der ske læring på DAGTILBUDSNIVEAU, her skal lederteamet være lærende sammen om udviklingen af en løbende EVALUERINGSKULTUR. 4 gange om året er evaluering på dagsordenen i lederteamet, hvor der skal foregå sparring og videndeling i mindre grupper — hvad bøvler vi med i afdelingerne — hvad lykkes — hvilken effekt opnås?

    Sådan har vi inddraget dagtilbudsbestyrelsen i arbejdet med den pædagogiske læreplan:

    Dagtilbudsbestyrelsen har arbejdet med overgange. Der har været nedsat undergrupper — en omkring overgangsarbejde fra dagpleje/vuggestue til børnehave og to (en i Solbjerg og en i Mårslet) omkring overgangsarbejde fra dagtilbud til skole. Der har deltaget forældrerepræsentanter fra bestyrelse og forældreråd, ledere og medarbejdere i grupperne.

    • Overgangsarbejde fra dagpleje/vuggestue til børnehave – her er der arbejdet med, hvordan overgangsarbejdet kan kvalificeres, særligt med fokus på kommunikation og forventningsafstemning mellem medarbejdere og forældre. Det udmøntede sig i udarbejdelse af en plakat: ’Ta’ initiativ til den gode dialog’.
    • Overgangsarbejde fra dagtilbud til skole – her har der været dialog om årshjul og samarbejdet med skolerne. Særligt under Coronarestriktioner bidrog gruppernes arbejde til at kvalificere reviderede planer.

    Der er delt erfaringer fra overgangsarbejdet i de to byer, som har ført til revidering af årshjul og indholdet i aktiviteter heri.

    DEL 2: EVALUERING OG DOKUMENTATION AF ELEMENTER I DET PÆDAGOGISKE LÆRINGSMILJØ

    EVALUERING 1:

    Vores formål med evalueringen, som vi gennemførte – herunder hvad vi satte fokus på af område fra vores pædagogiske læringsmiljø:

    Vi har haft fokus på omsorgsetiske handlinger særligt under frokostmåltidet.

    Det udfordrede os, at Coronarestriktioner og hygiejnehensyn havde fjernet flere omsorgsetiske handlinger og interaktioner mellem børn og voksne samt børn og børn i mellem — for eksempel at sende mad videre til hinanden, at hjælpe hinanden med at hælde vand op med mere.

    Det vakte vores nysgerrighed at se, hvad der vil ske i børnenes sociale samspil, hvis vi styrkede de omsorgsetiske handlinger under måltidet.

    Data, som vi har indsamlet i arbejdet med den gennemførte evaluering:

    Vi har optaget video af spisesituationer.
    Valget på netop denne dokumentationsform er taget på baggrund af, at det også understøtter arbejdet med den professionelle voksnes relationskompetence og selvagens i et stærkere læringsfællesskab. Altså vi ser det samme på videoen, og tager udgangspunkt i objektiv data. 

    Dette lærte vi om sammenhængen mellem vores pædagogiske læringsmiljø og børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse:

    Vi blev klogere og opmærksomme på, at grupperne i huset gjorde det forskelligt i forhold til at understøtte børnenes omsorgsetiske handlinger under måltidet. Forskelle som grundede i Coronahensyn og beslutninger taget på stuen omkring balancen mellem hygiejnehensyn og pædagogiske hensyn.
    Resultatet af vores analyse og refleksion over data viste os derfor, at det var nødvendigt at afstemme i personalegruppen, hvad børnene må/kan/skal gøre selv under måltidet, og hvad de voksne hjælper med af hygiejniske hensyn.
    Vores vurdering af det pædagogiske læringsmiljøs betydning for børnegruppens trivsel, læring, udvikling og dannelse er, at når børnene skal/kan gøre mere selv under måltidet og skal/kan hjælpe hinanden (omsorgsetiske handlinger), så styrkes deres positive relation og sociale samspil med hinanden.

    Disse ændringer og/eller justeringer af praksis gav evalueringen anledning til:

    Vi oplevede, at dialogen børn/børn og børn/voksen blev styrket ved, at de kunne være mere selvhjulpne og hjælpsomme overfor hinanden.

    Vi oplevede, at de voksne havde flere handlemuligheder i forhold til at kunne styrke og understøtte omsorgsetiske handlinger børnene i mellem.

    Vi oplevede, at børnene fik en øget tro på at kunne mere selv under måltidet — øget respekt for sig selv.

    Sådan har vi brugt vores indsigter i de udvalgte evalueringer i andre sammenhænge:

    Vi har brugt vores øgede opmærksomhed på, hvordan vi styrker børnenes etiske ideal igennem omsorgsetiske handlinger for hinanden og sig selv i andre læringsmiljøer i løbet af dagen — blandt andet i garderoben, i voksenstyrede aktiviteter med videre.

    Sådan har vi — eller vil vi — på baggrund af denne evaluering ændre og/eller justere vores skriftlige pædagogiske læreplan:

    Vi har endnu ikke justeret vores skriftlige lærerplaner. Vi vil have en opmærksomhed på at vores videre arbejde og fortsatte evalueringer kan medføre behov for justeringer i det kommende år. 

    EVALUERING 2:

    Vores formål med evalueringen, som vi gennemførte – herunder hvad vi satte fokus på af område fra vores pædagogiske læringsmiljø:

    Vi har haft fokus på samlingen kl. 9.

    Hvordan inddrager vi børnene i samlingen, så alle børn føler sig set, mødt og forstået i samlingen — hvordan bidrager vi til et øget børneperspektivet?

    Data, som vi har indsamlet i arbejdet med den gennemførte evaluering:

    Vi har haft dagtilbuddets ressourcepædagog på besøg, ad flere gange, for at observere samlingen. Efterfølgende har hun inddraget personalet i sine observationer samt mulige indsatser for at styrke personalets handlemuligheder for at inddrage børnene mere i samlingen.
    Vi har valgt denne form for dataindsamling, da vi ønskede "nye øjne" på samlingen, så vi kunne komme fri af vores blind spots og styrke børnenes udbytte af samlingen endnu mere.

    Dette lærte vi om sammenhængen mellem vores pædagogiske læringsmiljø og børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse:

    Resultatet af vores analyse og refleksion — på baggrund af den data der blev præsenteret for os — blev en mere afstemt og genkendelig struktur for samlingen. Desuden er personalet blevet endnu skarpere på, hvordan de inddrager og styrker børnenes oplevelse af at blive set og mødt i samlingen, samt hvordan de bruger deres professionelle relationskompetencer til netop dette. 

    Disse ændringer og/eller justeringer af praksis gav evalueringen anledning til:

    Den nye struktur for samlingen — og fokus på at alle børn bliver inddraget på en måde, hvor de føler sig set og mødt i samlingen — er fortsat en stor del af det mind set, som personalet arbejder ud fra i det daglige. Det skinner igennem ved, at børnene kan sangene, kan genfortælle samlingens opbygning med videre.

    Sådan har vi brugt vores indsigter i de udvalgte evalueringer i andre sammenhænge:

    Vi har fortsat fokus på at øve os i at se os selv udefra. Vi inviterer fortsat vores ressourcepædagog med flere ind i vores praksis for at se den med " nye øjne" og give os feed back til at styrke et trygt og stimulerende læringsmiljø.

    Sådan har vi — eller vil vi — på baggrund af denne evaluering ændre og/eller justere vores skriftlige pædagogiske læreplan:

    Vi har endnu ikke justeret vores skriftlige lærerplaner. Vi vil have en opmærksomhed på, at vores videre arbejde og fortsatte evalueringer kan medføre behov for justeringer i det kommende år.

    DEL 3: NÆSTE SKRIDT

    Med udgangspunkt i den aktuelle børnegruppe vil vi fremadrettet sætte mere fokus på disse områder af vores pædagogiske læringsmiljø:

    Vi vil fortsat have fokus på vores samlinger, hvor vi vil arbejde videre med at fremme børneperspektivet for herigennem at skabe trivsel. Vi vil arbejde med en anerkendende tilgang gennem blandt andet sproglig benævnelse og understøtte børnenes indbyrdes kommunikation.
    Vi vil samtidig have et øget fokus på, hvordan vi styrker børnenes etiske ideal igennem omsorgsetiske handlinger for hinanden og sig selv, i andre læringsmiljøer i løbet af dagen blandt andet i garderoben, i voksenstyrede aktiviteter med videre.

    Sådan vil vi justere organiseringen af vores evalueringskultur:

    Vi vil fortsat have fokus på at arbejde med evaluering ved at fremme vores interne sparringskultur ved brug af:

    • vores progressionsmodel i dagtilbuddet
    • med bl.a. samarbejde med ressourcepædagogerne i dagtilbuddet
    • Tværfaglig Enhed ("øjne udefra")
    • gennem videooptagelser.

    Samtidig har vi organiseret vores møder således, at det giver mulighed for at reflektere sammen og derved understøtte en god evalueringspraksis.

    Nymarken

    Nymarks Allé 1, 8320 Mårslet

    Telefon: 29 20 83 81

    Pædagogisk leder

    Gry Bjerg Düring

    Telefon: 29 20 83 81

    E-mail: grdu@aarhus.dk

    Stuerne på Nymarken

    Blå: 30 91 54 80
    Grøn: 30 91 54 94
    Rød: 30 91 55 30

    Sidst opdateret: 10. april 2024